Aktivitetsdag 2018

Samværs- og aktivitetsdag 2018

Som formand for aktivitetsudvalget i GF Klitten-Blokhus vil jeg hermed orientere om en positiv og god aktivitetsdag lørdag den 28/4 –2018 om formiddagen.

Efter en mild opfordring på generalforsamlingen den 21/4 havde jeg modtaget tilmeldinger fra 33 voksne og 10 børn/unge😃 Absolut største tilslutning i udvalgets levetid!!!

Det gav anledning til diverse indkøb og besked til “kaffebryggere” m.m.m.

I dejligt vejr mødtes vi alle ved multibanen, og efter velkomst og orientering om arbejdsopgaverne startede vi med kaffe, morgenbrød med tilbehør og en “Nielsen-bitter”.

Arbejdet foregik med indsamling af papir/affald på fællesområderne, oprydning og fjernelse af ukrudt m.m. på og omkring legepladsen, tennis-, multi- og petanquebanen.

Et særligt arbejdshold under ledelse af Erik Krogstrup (fagmand) sørgede for afklip og fjernelse af “døde” træer på fællesarealerne (Erik havde dagen før afmærket emnerne med rød/hvide bånd).

Der blev arbejdet virkelig godt, og snakken gik mellem deltagerne, hvoraf en del var nye medlemmer. En sådan formiddag er også en god lejlighed til at lære hinanden at kende.

Der var adgang til forfriskninger i form af øl og vand.

Da arbejdet var afsluttet mødtes vi alle til delvis siddende og stående “frokost” med sandwich, vin, øl og vand.

Formiddagen sluttede med hyggesnak og med god stemning – en herlig formiddag i det gode vejr!!!

På udvalgets vegne skal lyde en stor tak til hjælpere, deltagere og GF for traktementet.

Med venlig hilsen på vegne af aktivitetsudvalget

Peter Ross J – FS80 😄